FCI Standard                                                                                                                    Nr. 999 5. juni 1997

UDSTILLINGSDOMMER

Oprindelsesland: Forskellige.
Protektion: FCI

HELHEDSINDTRYK:

En god dommer skal først af alt give indtryk af at være et eksemplar med en robust karakter, men retfærdig, opvakt og venlig. God muskelkondition og adræt bevægelse er ønskelig, men ikke absolut påkrævet, da vellevned synes uundgåelig i racen. En dommers udseende skal være præget af fornemhed og retfærd – vanskeligt at definere, men aldrig til at tage fejl af efter udstillingen. En god dommer har tydeligt personlighed, understreget af et direkte og frygtløst – men ikke fjendtligt – udtryk af selvtillid og en vis distance, som ikke iindbyder til umiddelbare og ukritiske venskaber, eller i det mindste ikke tillader sådanne venskaber førend senere på hotellet. Kønspræget skal være klart markeret, således at en udstiller ikke siger ”Mange tak hr.” til en dame eller omvendt, når dommeren overrækker præmiebånd.

PELS:

I koldt vejr bør dommeren være udrustet med dobbelt pels. Underbeklædningen kan variere med årstiden. En dommer må dog på intet tidspunkt fælde i ringen.

PROPORTIONER:

De ønskelige proportioner for en kvindelig dommer er 38-23-36, men man kan dog slå sig til tåls med en 23-23-23 eller (hvad der kan forekomme) 22-35-48. En mandlig dommers kropsbygning er mindre væsentlig, men der foretrækkes absolut en god kropsfylde og dominerende fremtræden.

PIGMENT:

Lad os ikke fordybe os i det igen. ALLE farver er tilladt! Man har endnu ikke set en blå dommer, men én gang skal jo være den første.

STØRRELSE:

En dommer bør hverken være for høj eller for lille. Som en tommelfingerregel kan man sige, at hvis han skal ned på knæ for at klappe hunden, er han sikkert for høj. På den anden side, hvis han skal hoppe for at checke testiklerne, er han sikkert for lille. Målet skal tages fra øverst på hovedet, hvor håret enten har skilning eller er trykket ned, således at man kun får den reelle højde af dommerens skikkelse eller bygning. En dommer af ønskeligt køn og passende fylde ligger mellem 70 og 340 pund, først og fremmest afhængigt af køn, samt hvor tyk han eller hun er.

BEVÆGELSE:

Man bør undgå dommere, der er tilbøjelig til at bevæge sig på alle fire, og det samme gælder dem, der vakler eller falder ofte. Bevægelsen fremad bør ske ved at den ene fod sættes frem foran den anden. Det er også tilladt at hoppe, hvad der faktisk ofte giver en bedre underholdningsværdi.

STAND:

Mens dommeren betragter hundene, bør han stå midt i ringen med adskilte fødder som i rør-stilling. Højre hånd anbringes fast i venstre armhule, og den venstre hånd føres tværs over til højre armhule. Hagen trykkes godt ned mod brystet, og øjnene er halvt lukkede. Når dommeren har indtaget denne stilling, bør ringsekretæren tælle, hvor mange omgange klassen tager i ringen. Når dette antal overstiger 20, kan han diskret give dommeren et puf i siden. Man kender til, at ældre, mere erfarne dommere har taget sig en blund i denne stilling, mens yngre eksemplarer – især medlemmer af den selskabelige kreds – stadig kan være så medtagne af festivitas´en før udstillingen, at de taber bevidstheden.

MINDRE FEJL:

Stumhed: Det foretrækkes, at en dommer kan tale med hørlige lyde, men ordforrådet kan være begrænset til udtryk som ”Løse liner!”, Må jeg se bevægelsen!”, ”En omgang mere rundt!”, ligesom tallene fra én til tre skal kunne høres. Hvis dette ikke er muligt, fremskaffes et sæt point-tavler.

Døvhed: er ikke nogen fejl hos en dommer. Faktisk er en let svækket hørelse en klar fordel, da dommeren derved ikke kan høre de grove bemærkninger fra ringsiden og bogstaveligt talt kan vende det døve øre til de forslag og antydninger, som udstillerne hvisker til ham.

Blindhed: Det er en fordel, hvis en dommer har fuld synsstyrke på begge øjne. Nogle af de mest velkendte eksemplarer klarer sig dog igennem tilsyneladende uden at kunne se, og da dette ikke i mindste måde ser ud til at skade deres karriere, vil synskravene måske stå foran en revision og blive fjernet fra standarden.

 

DISKVALIFICERENDE FEJL:

Dommere, der råber, skriger og peger eller griner hysterisk, når en udstiller kommer ind i ringen med en særlig elendig hund, skal diskvalificeres. Tilsvarende kan en dommer, der indlægger pauser, mens udstillerne udskriver checks til ham i ringen, ikke mere få lov til at medvirke. Enhver dommer, der overfalder en udstiller i ringen, skal have en skriftlig advarsel tre gange, hvorefter han bortvises.

 

******

Standarden godkendt af DKK´s Standard Komité

JUNI 1997